Mit navn er Anne Mette Frost, og jeg er en forretningskvinde med stort F, og et lige så stort F for familiemenneske.
Hej, og velkommen til min nye platform.
Jeg er 40 år og vokset op i Nørresundby, Nordjylland, hvor jeg også i dag bor med min datter Lærke, min kæreste Kenneth og hans tre børn, Mathias, Anna og Lauritz. Jeg møder dagen med et positivt syn på livet, og jeg har en fast tro på, at man kan være en dygtig leder samtidig med, at man er mor (eller far).
For nylig solgte jeg min andel af en bolig-developer virksomhed, for at jagte drømmen med selv starte op og være helt selvstændig forretningskvinde.
Denne platform er blevet til, for at være mit talerør, hvor jeg kan fortælle om livet som forretningskvinde og mor, og samtidig dele ud af min erfaring og viden.
Udover mit familieliv, er jeg 100 pct. dedikeret til mit arbejde, og de projekter som jeg begiver mig ud i. For mig er det ikke et arbejde, men et valg og en livsstil. Det jeg laver, er min drøm og at det, at leve og jagte drømmen, er værdi nok i sig selv.
På byggepladsen er jeg kendt som ’Kvinden med den lyserøde hjelm’. Det er der også en sjov historie bag, men den lyserøde hjelm og historien fortjener sin egen fortælling.
I de sidste mange år har jeg været bolig-developer af store og små boligudlejningsejendomme i Aalborg og omegn, hvor jeg har bygget, opkøbt og renoveret ejendomme. Men som ovenfor nævnt, har jeg for nyligt solgt min del af virksomheden for at jagte min egen drøm.
Boligmarkedet, har så længe jeg kan huske, været min store interesse. Jeg fik blod på tanden allerede som 19-årig, da jeg dengang købte min lejlighed. Min første ejerlejlighed renoverede jeg dengang sammen med min får, for at være helt tæt på læringen og få processen under huden. Hvor jeg kommer fra, er jeg opdraget med ’learning by doing’, og jeg tror på, at man kun lærer ved selv at tage fat.
Uanset hvilke projekter, jeg har begivet mig ud i, har mit bagland altid været der 100 pct. Mine forældre har altid været hårdtarbejdende mennesker, og det er en egenskab jeg har taget med mig i livet, og som jeg agter at fortsætte med at udvise.
I 2015 blev jeg medpartner af et firma, hvor vi købte bygninger med lejligheder, som vi renoverede og lejede ud igen. Derfra begyndte det at gå stærkt, og i 2016 kiggede vi selv på nybyggeri, hvor vi favnede bredt, og tog større projekter ind. Som kvinde, var der megen læring i at indtræde i en mandsdomineret verden, men trods det insisterer jeg på at være en feminin kvinde og vise, at vi kvinder også kan slå igennem i branchen. Virksomheden fik i den grad vokseværk, og pludselig havde vi bygget over 200 boliger i Aalborg, som vi udlejede og administrerede.
Hvad de færreste ved at, at jeg om ung spillede bowling på professionelt niveau, hvor jeg blandt andet var med på det danske bowlinglandshold. Som der begynder at tegne sig et billede af, var mine forældres støtte også her uvurderlig, de var altid med og kørte mig til turneringer, samtidig med at de var dedikerede og støttende omkring min passion.
Den støtte som mine forældre altid har vist mig, er en af grundstene til hvorfor jeg altid har troet på egne evner og udviser så stort et gå-på-mod, uanset hvilke projekter, jeg vælger at begive mig ud i.
Som forretningskvinde kan jeg somme tider virke lidt firkantet, når jeg står ved nogle af mine holdninger. Men min firkant har også bløde kanter.
Jeg kan ikke sættes i en kasse, fordi jeg vægter mange af de gode gamle værdier og dyder højt, så som ordentlighed, ærlighed, loyalitet og værdighed.
For mig handler det om at møde mennesker i øjenhøjde, uanset om det er direktører, håndværkere eller boliglejere, jeg står overfor.
Jeg er selv af den klar overbevisning, at man som forretningsdrivende kan have de bløde værdier i fokus. Det er fakta, da det altid har været den måde, jeg har drevet virksomhed på.
Det er på de værdigrundlang jeg har grundlagt min succes, og det er på den måde, jeg vil fortsætte med at drive virksomhed i fremtiden.
Jeg er ikke bange for at få jord under neglene, og jeg imødeser fremtiden med oprejst pande. Jeg er ikke bange for at tage udfordringen op og begive mig ud i nye projekter. Med et hoved som sjældent står stille, bygger idéerne sig op som små klodser. De driver mig til at føre dem ud i livet.
Tusinde tak fordi du læste med!
Der er tidligere blevet skrevet artikler om mig på forskellige medier. Dem kan du læse her: