Jeg ønsker at sætte fokus på kvinder i denne branche og samtidig inspirere andre kvinder om at forfølge deres drømme, også selvom det er en mandsdomineret verden.
Én af grundene til, jeg ønskede en platform, udover de sociale medier, var at jeg ville bruge den platform som mit talerør. Min hjemmeside blev en realitet, og jeg har i sinde at fortælle om livet som forretningskvinde og mor, og samtidig dele ud af min erfaring og viden, hvor I vil komme med bagved og få personlige beretninger og få indblik i hvem jeg er; om at være en kvinde i branchen, og jeg vil dele mine tanker, meninger og viden. Jeg har allerede delt nogle personlige indlæg, og de er blevet taget godt imod – tak for det! Mit håb er, at jeg kan have en positiv indflydelse på byen og bidrage til en dialog.
En anden grund er, at jeg ønsker at sætte fokus på kvinder i denne branche og samtidig inspirere andre kvinder om at forfølge deres drømme, også selvom det er en mandsdomineret verden. Når jeg deler ud af mit liv og tager jer med bagved skærmen, er det ikke kun fordi jeg har noget på hjertet, men jeg håber det kan være med til at tiltrække flere kvinder til branchen. Vi kvinder har lige så meget leder-egenskaber som mænd, og vi skal bryde den måde man ser på denne branche, som kun værende for mænd.
Forfølg dine drømme
Fremtidens ledere, hvorfor skulle det ikke være kvindelige ledere? Tænker du over, at det vil blive sværere for dig at få en lederstilling i fremtiden, fordi du er kvinde?
Jeg ser nogle udfordringer, som jeg har lært at navigere i. Én af dem er, at mange af de værdier, som vi anser som positive og forbundet til ledelse ofte er ”maskuline”. Derudover bliver mænd og kvinder bedømt på forskellige måder for den samme adfærd. Hvis mænd opfører sig bestemt, er de målrettede, mens kvinder hurtigt bliver opfattet som hysteriske eller nogle stride kællinger, når de gør det samme.
Jeg formoder, at andre ser mig som firkantet, men hvorfor er det anderledes fra mænd, når de står fast på deres værdisæt og måde at føre forretning på? Det er det tilbagevendende emne om ligestilling, men jeg forfølger jo blot min drøm, så hvorfor skal det være anderledes for kvinder end det er for mænd, at forfølge deres drømme, blot pga. ens køn?
At være leder handler for mig om at have den rette personlighed og nogle egenskaber, som hverken er særlige for mænd eller kvinder. Mine stikord, som kvindelig leder er, at være ambitiøs, vedholdenhed og udholdenhed og vigtigst af alt, troen på sig selv og sine evner. Man kan sagtens være leder som kvinde. Håber mit skriv har sat gang i nogle tanker og vil meget gerne høre hvad I mener om emnet.